Dit brugte tøj er eftertragtet - især i Syd- og Sønderjylland

Genbrugstøj hitter stort i Syddanmark, og kunderne er mere klimabevidste end resten af landet.

Det kræver enorme mængder vand at producere en enkelt t-shirt. 1.400 liter for at være præcis. Og den tanke fylder meget hos eleverne på Tønder Gymnasium.

Derfor har de lavet en tøjbyttebørs på deres skole som del af en temauge om klima.

- I år har vi sat et mål i elevrådet, og vores mål er at sætte bæredygtighed først, fortæller elevrådsformand Jonas Rødgaard Jægerlund.

 

Elisabeth Krogh Skau køber selv meget brugt - eksempelvis den trøje hun har på lige her.
Elisabeth Krogh Skau køber selv meget brugt - eksempelvis den trøje hun har på lige her.

Klimaet fylder mere

Det tøj, som ikke finder et nyt hjem efter ugens byttebørs, vil blive doneret til den lokale Røde Kors butik.

- Her på det sidste kan vi se, at det er klimaet, der betyder meget i kundernes bevidsthed, siger Tina Donnerborg, der er chef for genbrug hos Røde Kors.

En kundeundersøgelse fra organisationen viser, at de syddanske genbrugsshoppere er de allermest klimabevidste. 27 procent af kunderne i Syddanmark tænker således på klimaet, når de køber brugt.

- Hos de unge er det især et fokus på vandforbruget og kemikalier, mens det hos de ældre er tanken om overforbrug, uddyber Tina Donnerborg. 

Mangler doneret tøj

Siden 2012 er Røde Kors' indtægter fra salg af genbrug steget fra cirka 105 millioner kroner til omkring 193 millioner kroner.

- Siden sommerferien er salget af genbrugstøj eksploderet. Vi oplever, at kunderne efterspørger mere og mere, siger chefen for genbrug for Røde Kors

Og udviklingen går kun én vej:

- Vi forventer en vækst på 11 procent næste år.

Derfor opfordrer Tina Donnerborg folk til at kigge deres klædeskab igennem, for måske gemmer det på tøj, der kan glæde andre.

Røde Kors - Sådan bliver dit genbrugstøj til nødhjælp

Danmark er blandt de nationer i verden, som køber allermest tøj pr. indbygger.

 

Hver dansker køber i gennemsnit mindst 16 kilo tøj om året. Men kun omkring tre procent af det genbruges.

 

Dit aflagte tøj er meget værd for andre:

  • For værdien af en sæk blandet genbrugstøj på cirka 10 kilo kan Røde Kors købe mad i mere end en måned til to personer – eller give dem to varme tæpper.
  • For værdien af tre bæreposer blandet tøj kan Røde Kors købe mad til en hel familie på fem i to uger.
  • For værdien af otte stykker genbrugstøj, som sælges i Røde Kors’ butikker, kan organisationen give seks tæpper til en familie på flugt.

kilde: www.rodekors.dk

På Tønder Gymnasium er der i denne uge byttebørs, hvor eleverne kan levere og tage tøj, som det passer dem.
På Tønder Gymnasium er der i denne uge byttebørs, hvor eleverne kan levere og tage tøj, som det passer dem.

Unge ser genbrug i et nyt lys

 På Tønder Gymnasium køber mange af eleverne gerne brugt tøj. Faktisk er det federe end nyt tøj.

- Den bluse, jeg har på nu, den er secondhand, og jeg køber ofte brugt tøj på Facebooksider, fortæller Elisabeth Krogh Skau fra 3. g. Hun er en af de elever, der har ryddet ud i klædeskabet derhjemme og taget tøj med til tøjbyttebøren.

-  Jeg tror også, at det er meget hipt at gå i genbrugstøj nu, fordi man f.eks. kan få et par bukser, som ingen andre har, siger gymnasieeleven og understreger, at klimaet og økonomien også spiller ind, når man er på SU.