DR fyrer tidligere chefredaktør for JV

Tidligere chefredaktør for JydskeVestkysten Mikael Kamber fik en kort karriere i Danmarks Radio. Han er fyret som mediedirektør efter godt et år på posten.

Mikael Kamber er blevet offer for en omstrukturering i DR's ledelse, der også har kostet direktør for DR Kommunikation & Markedsføring Thomas Hertz jobbet.

Ny mediedirektør i DR bliver nuværende direktør for DR Oplysning Gitte Rabøl, hvis afdeling bliver lagt ind under nyheder og kultur.

Også underdirektør Merethe Eckhardt og musikchef Ole Mølgaard er blevet fyret.

Fyringerne kommer efter, at Maria Rørbye Rønn blev ny generaldirektør for Danmarks Radio i februar.

Hun afløste Kenneth Plummer som generaldirektør.

Ændringer i organisationen skal ifølge bestyrelsesformand Michael Christiansen bidrage til, at DR får en organisation, som i højere grad understøtter public service.