Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) sætter gang i arbejdet med at få undersøgt, om det danske drikkevand indeholder mikroplast.
Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Det sker, efter at en undersøgelse i denne uge viste, at der kan være mikroplast i dansk drikkevand.
Mikroplast kan være fragmenter af større affaldsstykker. Men det kan også være små plastkugler.
Plastkuglerne benyttes som råvarer i plastindustrien eller som ingredienser i personlige plejeprodukter såsom tandpasta, bodyscrub, læbestift og anden sminke.