Dyr middag for skatteyderpenge

Aftenen inden KL's topmøde i marts i Aalborg mødtes 13 byrådsmedlemmer og embedsfolk fra Esbjerg Kommune. Selskabet spiste og drak for næsten 15.000 kroner. Det skriver Jydske-Vestkysten lørdag.

Der blev ikke kun drukket dyre vine og spist god mad på skatteydernes regning, da Esbjerg Kommune havde fint besøg af borgmestre og embedsfolk fra landets fem andre største byer, som JydskeVestkysten kunne afsløre forleden.

Da 13 menige medlemmer af Esbjerg Byråd inklusiv borgmester Johnny Søtrup (V) og et par embedsfolk mødtes i Aalborg aftenen før KL's topmøde i marts 2010, valgte delegationen således at tage på byens mest kendte gourmetrestaurant - Mortens Kro.

Her spiste og drak de for næsten 15.000 kroner - 1147 kroner per mand. Det er for ekstravagant i forhold til reglerne, siger professor i forvaltningsret ved Handelshøjskolen i København, Claus Haagen Jensen, der mener, at statsforvaltningen bør kigge på sagen.

- Hvis det var mig, der var direktør for den regionale statsforvaltning, så ville jeg tage anledning til at snakke med borgmesteren stille og fredeligt - men klart, siger han.

En aktindsigt i regningen afslører, at deltagerne fik serveret en fireretters menu til 548 kroner, og hver har drukket hvad der svarer til en flaske vin - heriblandt Amarone-vine til 698 kroner per flaske.

Kommunaldirektør i Esbjerg Kommune Otto Jespersen afviser dog kritikken.

- En gang om året er vi sted med en del af byrådet, og så synes jeg, det er en rimelig udgift, siger han.

JydskeVestkysten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra borgmester Johnny Søtrup (V).