Eksplosion afslørede netværk

For otte dage siden blev et par dræbt under en eksplosion i et ulovligt fyrværkerilager i Store Andst. Ugen, der er gået siden, har været travl for politiet med adskillige ransagninger og anholdelser.

I en søndagsbaggrund i aften ser TV SYD tilbage på ugen, der fulgte efter eksplosionsbranden sidste lørdag.

En uge, der har afsløret, at der må være et stort marked for at aftage ulovligt fyrværkeri.

Allerede dagen efter fandt Syd- og Sønderjyllands Politi 1200 kilo fyrværkeri på det dræbte pars adresse i Brørup. Kort tid efter blev en 41-årig mand fra Sommersted anholdt - og senere løsladt - efter fundet af 500 kanonslag.

To mænd fra Vamdrup blev anholdt, en mand fra Stenderup ved Føvling og senest blev en 53-årig hjemmeværnsmand fra Bedsted ved Løgumkloster anholdt for at ligge inde med 1000 ulovlige kanonslag og flere hundrede løse patroner.

Netværk

Syd- og Sønderjyllands Politi har mistanke om, at de alle er med i et fyrværkeri-netværk.

- Der er ingen tvivl om, at der her er tale om en personkreds, der har haft travlt med fremstilling og distribuering af ulovligt fyrværkeri, siger efterforskningsleder og vicepolitiinspektør Bent Thuesen til TV SYD.

Afhængig af tips

Det er Sikkerhedsstyrelsen, der vogter over branchen og slår ned på ulovligheder.

- Vi kan jo i sagens natur kun kontrollere de anlæg, vi har kendskab til, altså der, hvor der er givet licens, forklarer konst. direktør Carsten Sørig fra Sikkerhedsstyrelsen.

- Vi assisterer politiet, hvor vi kan, men ulovlige og ukendte anlæg, som vi ikke kender til, har vi vanskeligt ved at stille noget op over for. Her er vi og ikke mindst politiet helt afhængig af, at folk med kendskab til den ulovlige del af branchen, henvender sig til myndighederne, tilføjer Carsten Sørig fra Sikkerhedsstyrelsen.