Energistyrelsen: Det er en avis-and

Energistyrelsen afviser, at der skal bygges et CO2-lager under Nordsøen, og kalder det en misforståelse.

Tyske aviser har de seneste dage bragt horror-meldinger om at
Danmark planlægger et CO2-lager under Nordsøen, men det
dementeres nu kraftigt af Energistyrelsen, skriver dagbladet
"Der Nordschleswiger" i Aabenraa.

En misforståelse

"Det er simpelthen en misforståelse", udtaler Ture Falbe Hansen fra Energistyrelsen til bladet. Den skyldes at man på tysk side har fejlfortolket et udkast til en "strategisk miljøvurdering" fra Energiestyrelsen omkring de danske olie- og gasfelter i Nordsøen, hvor der er tale om en "injektion af CO2".

Skrinlagte planer

Det er en kendt teknik med kuldioxid, som allerede i dag anvendes i USA til at fremme yderligere produktion af olie og gas, men det har ikke noget med et CO2-lager at gøre.
Vattenfall havde planer om et underjordisk CO2-lager i Limfjorden i forbindelse med CO2-udledningen fra et kraftværk i Aalborg, men disse planer blev sidste år foreløbig skrinlagt også efter lokale protester.

Massive demonstrationer

Syd for grænsen har der været massive demonstrationer fra befolkningen mod et planlagt underjordisk tysk CO2-lager kun få kilometer fra Tønder, og forbundsregeringen i Berlin har derfor opgivet denne plan.
Den voldsomme tyske modstand er baggrunden for at presse-reaktionerne syd for grænsen er så "horroragtige" i forhold til Energistyrelsens strategiske miljøvurdering, skriver dagbladet "Der Nordschleswiger".