Erhvervsliv: Nye regler er forrykte

Erhvervslivet i Syd- og Sønderjylland frygter, at nye skatteregler bliver døden for familieejede virksomheder.

Tusindvis af familieejede virksomheder har fået andre vilkår:

Siden i torsdags har nye skatteregler gjort det betydeligt dyrere at overdrage sin virksomhed fra én generation til den næste.

I praksis kan regningen til skattevæsenet nu blive så stor, at det i mange tilfælde slet ikke kan lade sig gøre at føre virksomheden videre til næste generation.

Hidtil har det kostet en fast, lav skattetakst på 15 procent af virksomhedens værdi, når en familieejet virksomhed skulle overdrages til næste generation.

Taksten er stadig 15 procent - men de nye regler gør, at virksomhedens værdi i mange tilfælde bliver sat betydeligt højere end hidtil.

Dermed kan det i praksis blive så dyrt at føre virksomheden videre, at den enten må lukkes ned - eller sælges til andre investorer - måske endda i udlandet.

Og det er helt forrykt, siger eksempelvis siger direktøren for en af de allerstørste familieejede virksomheder i Syd- og Sønderjylland - Linaks Bent Jensen.

Linak nåede akkurat at gennemføre et generationsskifte, inden de nye regler trådte i kraft i torsdags.

Og Bent Jensen er alt andet end begejstret - han forudser store problemer for erhvervslivet. De nye regler vil ødelægge det for mange andre familieejede virksomheder, mener han.

Men ved skatteminister Benny Engelbrecht ikke, hvad han har med at gøre? (Varighed 2.08):