Esbjerg-målmand prøvetræner i Man. United

Esbjerg fB må i den kommende uge se bort fra den stærke finske målmand, Lukas Hradecky. Han skal prøvetræne i selveste Manchester United, som er imponeret over den unge keeper, oplyser EfB.

Han er til prøvetræning i den legendariske engelske klub frem til torsdag.

Ekstremt spændt

- Jeg troede ikke rigtigt på det, da Ove kaldte mig ind på kontoret, og jeg er da ekstremt spændt. Det er jo ikke en mulighed, du får så tit, så jeg vil bare gøre det så godt som muligt, og så håber jeg, at jeg får en stor oplevelse. De har set flere af mine kampe for EfB og Finland, og jeg er da vildt glad for at få sådan en chance, fortæller Lukas Hradecky.

Han er - følge manager Ove Pedersen - en blandt flere kandidater til pladsen i målet hos de røde djævle.

 

Er meget imponerede

- Manchester United har henvendt sig, da de har ønsket at se ham til prøvetræning. De så blandt andet hans kamp mod Silkeborg sidste sæson, og var meget imponerede, og han er blandt 4-5 emner, som de kigger på, siger Ove Pedersen. 

- Det er ikke sådan, at vi får besked i denne uge, og vi står ikke til at miste ham lige med det samme, men nu får han mulighed for at vise, hvad han kan, konstaterer Ove Pedersen.

Esbjerg skuffede fælt igen i weekenden, hvor de tabte 0-3 til Sønderjyske.