Esbjergs borgmester: Jeg har stor respekt for Stephanie Loses valg

Stephanie Lose afviser at stille op som næstformand i Venstre. Selvom Esbjergs borgmester mener, hun kunne have været en god kandidat, så respekterer han hendes valg.

- Jeg har fuld respekt for, at Stephanie Lose ikke stiller op som næstformand i Venstre.

Sådan siger Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) kort efter Stephanie Lose har meldt ud, at hun ikke vil stille op som næstformand i Venstre.

I et Facebookopslag skriver hun, at hun har hænderne fulde i Region Syddanmark og Danske Regioner, og så vil hun prioritere sin familie.

- Hun har to vigtige roller, og så har hun sin familie, og det har jeg stor respekt for. Hun kunne have været en rigtig god kandidat for Venstre, men det er hun ikke, og så vender vi os mod nogle af de andre, som melder sig, siger Jesper Frost Rasmussen.

Mulighederne lever endnu

Lørdag udtalte han til TV SYD, at Stephanie Lose ville have været en god kandidat til næstformandsposten, og han havde faktisk samme budskab, da TV SYD talte med ham tidligere søndag eftermiddag.

Men nu fortsætter hun som formand for Region Syddanmark.

- Jeg er da rigtig glad for, at hun fortsat kan varetage rollen som formand for Region Syddanmark og for Danske Regioner, for det gør hun rigtig god, og det håber jeg da også, at hun kan få lov til at blive ved med mange år endnu, siger Jesper Frost Rasmussen.

Selvom den 36-årige Stephanie Lose nu har afvist at stille op til næstformandsposten, så er Jesper Frost Rasmussen sikker på, at hun i fremtiden kan blive en del af ledelsen i Venstre.

- Hun har jo tiden foran sig. Der er masser er muligheder for, at hun kan gå den vej senere, siger han.

Nyt formandsskab skal sige ja tak til tilbud

I Stephanie Loses Facebookopslag skriver hun, at hendes fornemmelse er, at mange har ønsket hende til næstformandsposten, for at hun kunne skabe en tættere sammenhæng mellem Venstres bagland og Christiansborg. 

Det ønsker hun fortsat at gøre, selvom hun ikke bliver næstformand.

- Det, synes jeg, er et rigtig godt tilbud, som jeg håber, at den nye ledelse i Venstre vil tage rigtig godt imod, siger Jesper Frost Rasmussen.

Han fortæller også, at den nye næstformand skal findes i folketingsgruppen.