Få badedage gav stille sommer for livredderne

Livredderne har pakket deres grej sammen på de sydjyske badestrande. Alt i alt har det været en fredelig sommer med få badedage og tre livreddende aktioner.

Den travleste del af badesæsonen er ovre. Det betyder, at strandene ikke længere er under opsyn af TrygFonden Kystlivrednings livreddere.

En opgørelse viser, at sæsonen har været historisk stille for livredderne.

De foreløbige tal for hele badesæsonen 2016 viser, at livredderne har gennemført 5.983 indsatser i Sønderjylland i år, hvoraf tre var livreddende aktioner. Det er færre indsatser i forhold til sidste år, og kan meget vel skyldes det dårlige badevejr.

Livredderne har overvåget strandene ved Lakolk, Rindby, Vejers, Henne, Hvidberg  og Fredericia Østerstrand siden den 20. juni.

Aktioner i badesæsonen 2016

  • Lakolk: 0 livreddende aktioner, 62 førstehjælpsaktioner, 33 forebyggende aktioner og 799 oplysende indsatser
     
  • Østerstrand: 0 livreddende aktioner, 49 førstehjælpsaktioner, 49 forebyggende aktioner og 1.089 oplysende indsatser
     
  • Rindby: 0 livreddende aktioner, 25 førstehjælpsaktioner, 72 forebyggende aktioner og 962 oplysende indsatser
     
  • Vejers: 1 livreddende aktion, 14 førstehjælpsaktioner, 54 forebyggende aktioner og 576 oplysende indsatser
     
  • Henne: 0 livreddende aktioner, 17 førstehjælpsaktioner, 117 forebyggende aktioner og 646 oplysende indsatser
     
  • Hvidbjerg: 2 livreddende aktioner, 70 førstehjælpsaktioner, 183 forebyggende aktioner og 1.163 oplysende indsatser