Færdselspoliti skal deles om motorcykler

Hver tredje motorcykel skal fjernes fra politiet. Det indgår som et af forslagene fra Rigspolitiet til at gøre færdselspolitiet mere effektivt.

I dag er der 210 motorcykler, men ordensmagten kan klare sig med 140, fremgår det af en intern analyserapport.

Det betyder, at hver motorcyklist i politiet ikke længere kan have "sin egen" Yamaha. I stedet må flere deles om den samme maskine.

Mindre forebyggelse

Desuden lægger rapporten op til at fjerne en stor del af den patruljering, som sker, når motorcykelbetjentene kører til og fra arbejde.

I København er den såkaldte hjemkørsel ekstra og gratis arbejdstid til ordensmagten - og til gengæld får betjentene betalt brændstof.

Bedre udnyttelse

I Rigspolitiet siger politidirektør Thorkild Fogde til Ritzau, at han ikke ønsker at kommentere konkrete tal fra rapporten.

"Men det drejer sig om at få udnyttet materiellet bedre," siger han.

Motorcyklisternes patruljering skal fremover foregå mere målrettet. De mange ture fra privaten til politistationen er for tilfældige.

Kommer an på

Politidirektør Thorkild Fogde mener, at der ikke nødvendigvis bliver mindre patruljering.

"Det behøver ikke at betyde mindre patruljekørsel. Det beror på den lokale planlægning," siger han.

Den endelige beslutning træffes af rigspolitichefen i løbet af efteråret, oplyser Thorkild Fogde.