Færre efterskoler og færre elever

Selvom der er lukket ni efterskoler og kun åbnet tre nye, er der stadig mange ledige pladser, når efterskolerne i dag siger velkommen til årets elevhold.

En stor part af de mere end 50 efterskoler i TV SYDs sendeområde har således ledige pladser.

Det har hidtil været normalt, at forældre skulle indskrive deres børn flere år i forvejen for at kunne sikre sig en plads på efterskole. Men sidste år oplevede danske efterskoler for første gang siden 1970 en nedgang i elevtallet. I år er to efterskoler lukket i Syd- og Sønderjylland, og tiden, hvor eleverne kom af sig selv, er slut.

Faldende elevtal har fået efterskolerne i Sommersted og Rens til at dreje nøglen om.

På Ølgod efterskole tog man i dag imod 112 nye elever og har stadig enkelte ledige pladser.

I skoleåret 2011/12 var der 27.700 elever på de danske efterskoler og i 2012/13 ventes der 27.000 elever efter at der netto er seks skoler færre på landsplan.
? Det skyldes først og fremmest økonomien. Mange forældre er bekymrede for, hvordan de får pengene til at række i krisetider, siger Sophus Bang Nielsen, der er sekretariatsleder i Efterskoleforeningen.

Det er især efterskolerne i den vestlige del af Jylland, der mærker nedgangen, mens efterskolerne i Østjylland og trekantområdet fortsat har stor søgning.