Fem smittet med listeria i Syddanmark

Mindst fem patienter fra Region Syddanmark er blevet smittet med listeria i det seneste udbrud. I alt 20 patienter over hele landet er alvorligt ramt, oplyser Statens Serum Institut.

12 af de 20 patienter i udbruddet er afgået ved døden indenfor 30 dage efter den dag, hvor diagnosen blev stillet. Dødeligheden er dermed 60 pct., hvilket er højere end de 25 pct., man normalt ser blandt listeria patienter, skriver Statens Serum Institut. Det skyldes bl.a., at de 20 patienter alle i særlig grad har været svært syge af andre alvorlige sygdomme.

Listeria smitter gennem mad, og det aktuelle udbrud af listeria er forårsaget af pålægsprodukter fra Jørn A. Rullepølser. Virksomheden blev af samme grund lukket tidligere på ugen af Fødevarestyrelsen, og alle produkter blevet trukket tilbage, men inden det skete nåede pålægget at blive serveret en lang række steder over hele landet ? bl.a. på plejehjem i Esbjerg og på patienthotellet på Odense Universitets Hospital.

Smitten er især farlig for patienter med alvorlige sygdomme som f.eks. cancer, blodsygdomme, diabetes og hos patienter i immundæmpende behandling. Gravide er der desuden risiko for abort eller dødsfødsel. Der er dog ingen gravide blandt de smittede i dette udbrud.

 

FAKTA