Fiskere trætte af Greenpeace

Greenpeace-aktionen i Vadehavet viser mangel på respekt for demokratiet, mener Sydvestjysk Fiskeriforening.  

Miljøorganisationen Greenpeaces aktion med at kægge kampesten i Vadehavet ved øen Sild - lige syd for den dansk-tyske grænse - er mangel på respekt for demokratiet.
Det mener Danmarks Fiskeriforening og Sydvestjysk Fiskeriforening.

- Det er ikke Greenpeace, men EU, der laver regler for fiskeri i EU-farvand. Og aktioner, der sætter spørgsmålstegn ved demokratiet, er ikke befordrende for det samarbejde, som vores organisationer ellers kunne tænkes at have, siger Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening.

Jesper Juul Larsen, der er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening, kritiserer også aktionen.

- Når folk fisker lovligt i et område, er det ikke Greenpeaces opgave at forsøge at bremse fiskeriet. Det er en billig måde at komme i medierne på, og yderligere er aktionen forfejlet i forhold til, hvad man gerne vil beskytte. I området ved Sild er der blandt andet udpeget et Natura 2000-område for at beskytte marsvin, og det hjælper nogle sten på havbunden ikke med, siger han.

- Greenpeace påberåber sig at ville beskytte et naturområde, men aktionen er et indgreb i en demokratisk proces, hvor der arbejdes med at fastlægge retningslinjer for Natura 2000-beskyttelsesområderne i hele EU. Det er en underlig form for demokrati, hvis man blot kan gøre, hvad man vil, når man ikke er enig med lovgivningen i EU. Greenpeace går langt ud over, hvad der er rimeligt i et demokrati, siger Jesper Juul Larsen.