Flest unge vil dø af rygning i Syddanmark

Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 10,4 procent af alle unge i Region Syddanmark vil dø af rygning.

På en parkeringsplads i Sønderborg står 17-årige Freja Jagd-Nissen og ryger sammen med sin veninde.

- Jeg tror bare, det var lidt sjovt og spændende, da jeg var lidt yngre og begyndte at ryge. Og så hænger det bare ved, siger hun.

Region Syddanmark ligger værst i statistikken. Sundhedsstyrelsen har kigget på, hvor mange unge man kan forvente vil begynde at ryge de kommende år – og senere dø af det. Tallene viser, at 10,4 procent af alle unge i alderen 11-16 år vil dø af tobaksrygning i Region Syddanmark. Tallene tager udgangspunkt i, at de 11-17-årige vil ryge lige så meget som dem, der er et par år ældre.

For Freja Jagd-Nissen var det blandt andet de lidt ældre, der var med til at få hende til at ryge.

- Jeg tror lidt, at det er de ældre, der gjorde det lidt spændende. Så prøvede man det, og det var egentlig meget sjovt, siger hun.

Poul Erik Svendsen, formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, mener, at det er nogle voldsomme tal, som kræver nye initiativer.

- Jeg tror, alle er klar over, at nu skal det her gribes an på en anden måde. Så det vil være i de næste par år, at vi går om bord i det her, siger han til TV SYD.

Faktisk skal man kun til Midtjylland for at finde det område, hvor færrest unge vil dø af rygning. Her er tallet kun 8,2 procent.

Freja Jagd-Nissen har da også tænkt på at stoppe – bare ikke lige nu.

- Jeg synes, det er hyggeligt, og jeg ryger ikke sådan rigtig, rigtig meget, siger hun.