På sundhedsområdet havde Region Syddanmark i 2009 et produktivitetsniveau på 105 procent af landsgennemsnittet. Dermed er regionen den mest produktive af de fem regioner i Danmark. På andenpladsen kommer Region Midtjylland med 102 procent. De tre øvrige regioner har alle en produktivitet under landsgennemsnittet. Det viser helt nye produktivitetstal for 2009, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet har offentliggjort i dag mandag.
Undgår store fyringer
- Tallene viser, at produktiviteten er steget fem procent fra 2008 til 2009. Det betyder, at vi er i stand til at overholde vores budgetter. Og derfor undgår vi de store tilbagevendende fyringsrunder, som sygehuspersonalet i de andre regioner er udsat for, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).