FOA varsler konflikt mod stort plejefirma

FOA har i dag sendt konfliktvarsel mod det jysk-fynske plejefirma Caregruppen ApS, der blandt andet arbejder for Kolding og Fredericia kommuner.

Strejke og blokade kan træde i kraft den 1. april 2014.

Caregruppen har sidste år overtaget en lang række plejeopgaver hos ældre fra Falck Hjemmepleje i Kolding og Odense.

Falck har overenskomst med FOA, men Caregruppen har opsagt overenskomsten, og de har afskediget de nuværende medarbejdere, og tilbudt dem genansættelse på stærkt forringede løn- og arbejdsvilkår.

- Disse fyr-og-hyr-sager har vi rejst i Arbejdsretten med påstand om, at det er i strid med virksomhedsoverdragelsesloven. Det fortæller desværre en yderst kedelig historie om, at enkelte private aktører i plejesektoren er helt uden moral i jagten på at score nemme penge, mener forbundsformand Dennis Kristensen.

Konflikten indebærer, at FOAs medlemmer, der har ansættelse i Caregruppen, går i strejke.

Blokaden indebærer, at øvrige medlemmer af FOA ikke må tage arbejde hos firmaet.

FOA varsler også sympatikonflikt. Det sker på FOAs eget område, så FOAs medlemmer i for eksempel overenskomstdækkede vikarbureauer ikke må udføre konfliktramt arbejde. FOA opfordre øvrige LO-forbund til ikke at levere eller udføre arbejde for Caregruppen.