Fransk varmepust når kun at strejfe Sønderjylland

Fredag bliver den varmeste dag i slutningen af ugen. Lørdag og søndag byder på omkring 20 grader.

Lidt regn, en del sol og måske et tordenskrald.

De tre ting kendetegner weekendens vejr, fortæller vagthavende meteorolog Frank Nielsen fra DMI.

Det arbejdende folk kan fredag eftermiddag nyde fyraften i det luneste vejr inden for de kommende dage.

- Vi får et lille varmepust, men kommer ikke op over 25 grader, selvom det tidligere har set sådan ud. I den sydlige del af landet kommer vi måske lige akkurat op på 25 grader i eftermiddag, siger Frank Nielsen.

Fredagens varmepust er en udløber af de høje temperaturer, der torsdag var over Frankrig. Men ifølge Frank Nielsen vil meget af den varme bevæge sig uden om Danmark.

- Så det kommer kun lige til at påvirke os lidt, fortæller han.

I løbet af fredag eftermiddag og aften peger prognoserne på regn - mest i den østlige del af landet, hvor det lokalt kan komme til at tordne.

Lidt af den regn hænger måske fast først på lørdagen, hvor der ellers er udsigt til omkring 20 grader. På den jyske vestkyst må man nøjes med mindre varme på grund af vestenvinden.

Vestjylland bliver formentlig ramt af regn sent på søndagen, og det vejr ventes at bevæge sig ind over resten af landet natten til mandag.

Begyndelsen af næste uge ser også ud til at være kendetegnet ved "lunt vestenvindsvejr" ifølge meteorologen.