Frøs Herreds Sparekasse? Her går det godt!

Frøs Herreds Sparekasse fik flere end 2.250 nye kunder i første halvår af 2015.

Som det første pengeinstitut i Norden har Frøs Herreds Sparekasse offentliggjort regnskabet for det første halve år af 2015.

Og ikke alene fik Sparekassen mange nye kunder (2.251 mod 1.850 i samme halvår 2014), men:

- I den nye 'Bankanalysen 2015' ligger Frøs i top 3 over pengeinstitutter med de mest tilfredse kunder, siger Kurt Jensen, administrerende direktør i Frøs.

Inden for de seneste tre år har pengeinstituttet fået nye 12.000 nye kunder.

Samlet set kommer Frøs ud af halvåret med 2,9 mio. kr. i overskud før skat. Nedskrivningerne beløber sig til 37 mio. kr. mod 26 mio. kr. for et år siden.

- Mens vi går og bekræfter hinanden i, at krisen er ovre, så er sandheden, at landbruget, de små virksomheder og detailhandlen stadig har svære tider. Ikke mindst i en del af den geografi, som vi dækker i Frøs, siger Kurt Jensen.

- Vi har mange dygtige landbrugskunder, men lave afregningspriser på både korn, svinekød og specielt mælk og skrappe rammevilkår har sat flere af vore landbrugskunders økonomi under pres - og det koster os 24 mio. kr. i yderligere nedskrivninger på erhvervet her i første halvår af 2015, siger Kurt Jensen.