Fuld knald på skolekontrollerne

Selvom skoleåret forlængst er skudt i gang, er politiet stadig på jagt efter glemsomme forældre i skoletrafikken.

De er stadig derude. Og de holder øje med dig.

Færdselspolitiet fortsætter deres jagt på forældre og andre bilister, der ikke kan finde ud af, at skolevejene ikke er racerbaner.

Tirsdag var politiet på færde i Aabenraa, Vejen, Varde, Tønder og Esbjerg kommuner. Og der var gevinst.

Bryndum Skole i Esbjerg blev en blandet landhandel. To havde glemt sele, men havde dog spændt børnene fast. En lærer havde defekt nærlys på bilen. En enkelt havde glemt kørekortet og en måtte have sin bil til syn.

Nordre Boulevard i Varde blev 30 fanget af politiets kameraer, hvoraf en nu står til betinget frakendelse af kørekortet.

Ved Jels Skole havde seks personer glemt deres seler, og ved Frøslev Skole fandt politiet fire ulovlige knallerter, tre der kørte for hurtigt og en
enkelt bil, der skulle til syn.

Ved Rugkobbel Skole i Aabenraa og Brøns Skole kan henholdsvis 39 og 30 se frem til et billede af dem selv i posten fra politiet.

Ved Brorson Skole i Varde havde folk problemer med selerne. Seks havde glemt egne seler, mens en enkelt ikke havde spændt sit barn fast og får derfor et klip i kørekortet.