Fyret topchef: Jeg har ikke givet million-gave

Den fyrede topchef i GF Forsikring afviser at have overført millioner til KIF Håndbold. - KIF Kolding har ikke modtaget en million-gave af hverken mig eller GF Forsikring, siger han.

Den nu tidligere administrerende direktør i GF Forsikring, der onsdag blev fyret, mener ikke, han har gjort noget galt. Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Dét, jeg kan bekræfte, er, at det er rigtigt, at jeg har stoppet mit samarbejde med GF Forsikring. Jeg kan også afkræfte, at der ikke er nogen - hverken KIF Kolding eller nogen andre - der har fået en gave. Jeg kan bekræfte, at vi har en eksponeringsaftale med KIF Kolding. Men det er der ikke noget hokuspokus i; det er en ganske ordinær aftale, siger Martin Nielsen til Fyens Stiftstidende.

Bestyrelsen i GF Forsikring holder dog stadig fast i, at der er sket en million-overførsel, som bestyrelsen ikke har givet tilladelse til.

- Det må stå for Martin Nielsens regning. Det er min opfattelse, at det er sket, siger Gunnar Nielsen, der er bestyrelsesformand i GF Forsikring.

Han vil dog ikke afsløre, hvor mange millioner kroner, der er tale om.