Glæde på landet: Bedre mobil- og bredbåndsdækning på vej

Nedgravningen af fibernet kan måske fremover finansieres med et lån i et realkreditinstitut. Det vækker glæde i Landdistrikternes Fællesråd.

Der findes stadig døde områder i Syd- og Sønderjylland, hvor internetforbindelsen og mobilsignalet er så dårligt, at det går ud over hverdagen i hjemmene og virksomhederne.

- Lige såvel som vi har el og vand ude i landdistrikterne, så er det et kæmpe problem, at der hverken er mobildækning eller højhastighedsbredbånd, både for bosætningen og det at kunne drive et erhverv, siger næstformand i Landdistrikernes Fællesråd, Karsten Gram, til TV SYD.

Nu skal et nyt lovforslag fra regeringen gøre det muligt at nedgravningen af fibernet til private hjem kan finansieres gennem et realkreditlån.

quote

Min forhåbning er at det her er et skridt på vejen. Men vi ser også frem til at regeringen får taget skeen ud.

Karsten Gram, næstformand, Landdistrikernes Fællesråd

Det er godt nyt for mange familier i landområderne, mener Landdistrikternes Fællesråd.

- Min forhåbning er at det her er et skridt på vejen. Men vi ser også frem til at regeringen får taget skeen ud, så vi får mere ud af bredbåndspuljen, så der kommer balance i hele Danmark, forklarer næstformanden.

Forslaget gør det muligt for realkreditselskaberne ikke bare at yde lån med pant i fast ejendom, men også i fiberkabler og telemaster.

- I praksis er det strikket sådan sammen, at hvis man som privat vil betale for at få gravet en fiberledning ned til huset, så kan man nu låne sig til det som en del af ejendommen. Dermed kan man afdrage det over 30 år som man typisk gør, når man køber et hus.

Lovforslaget bliver taget imod med kyshånd. For den nuværende, mangelfulde dækning har store konsekvenser.

quote

Som landdistrikternes mand er jeg glad for at man muliggør det, at de som selv vil gøre noget, de kan gøre noget selv.

Karsten Gram, næstformand, Landdistrikernes Fællesråd

- Man kan ikke lave bosætning, børnefamilierne og de unge mennesker flytter derfra, erhvervsdrivende kan ikke drive deres virksomhed og landbruget er dybt afhængige af IT for at kunne indrapportere, siger Karsten Gram.

Han mener, at forslaget kan være med til at styrke den digitale infrastruktur og dermed gøre det attraktivt at bosætte sig uden for de store byer.

- Som landdistrikternes mand er jeg glad for at man muliggør det, at de som selv vil gøre noget, de kan gøre noget selv, slutter næstformanden.

Karsten Gram oplyser, at lige så snart lovforslaget bliver godkendt, så kan man begynde at arbejde med realkreditinstituterne. Samtidig forsikrer han, at Landdistrikternes Fællesråd nok skal fortælle dem, at det er en mulighed.