GLS-chauffør fyret for at kaste med pakker

Efter offentliggørelsen af en video, der viser hvordan en ansat hos pakkefirmaet GLS kaster med pakker, har firmaet nu valgt at fyre chaufføren.

Den er blevet set og delt tusindvis af gange på Facebook og nu har optagelserne altså fået konsekvenser. I videoen ses hvordan pakker bliver kastet fra en GLS-bil til en anden GLS-bil.

- Vi har taget aktion i forbindelse med videoen på Facebook. Vi har opsagt chaufføren med omgående virkning, da håndteringen af vores kunders pakker ikke er i henhold til vores værdier og ikke kan accepteres hos GLS, siger Karsten Klitmøller der er General Manager hos GLS Denmark til TV SYD.

- Vi lægger stor afstand til den udviste adfærd og vi accepterer det under ingen omstændigheder og beklager episoden meget, specielt overfor vores kunder, siger Karsten Klitmøller.

Videoen er optaget af Kenneth Petersen.

 

 

GLS har idag ikke ønsket at deltage i et interview på tv. Men de har her svaret på en række spørgsmål.

Hvad er der sket fra jeres side efter at I har fået kendskab til videoen fra Sønderborg?
Karsten Klitmøller fra GLS:
Da vi fik kendskab til situationen, har vi overfor de implicerede chauffører ageret. Den ene er opsagt med øjeblikkelig virkning og den anden undersøger vi p.t. nærmere. 
 
 
Hvad gør I konkret for at sikre at den her slags ikke sker med jeres kunders pakker?
Karsten Klitmøller:
Vi har allerede kommunikeret til alle vores medarbejdere og chauffører, at denne håndtering af pakker under ingen omstændigheder er acceptabel.
Der er ingen tvivl om, at vi nu har en opgave i at sikre at genskabe og opretholde vores kunders og omverdenens tillid igen. Det er en opgave, vi tager meget seriøst.
 
I siger at I at ved at undersøge sagens forløb nærmere for mulige andre sanktioner mod chaufførerne – hvad tænker I på her?
Karsten Klitmøller:
På videoen er der indikationer for uacceptabel adfærd, som vi p.t. undersøger nærmere. 
 
Der har både på Facebook og fra tidligere ansatte været udtalelser om, at den her adfærd ikke er usædvanlig, hvad siger I til det?
Karten Klitmøller:
Jeg er både ked af og skuffet over denne situation.
Jeg er selvfølgelig ansvarlig for, hvordan alle i vores organisation håndterer kundernes pakker. At blive fremstillet på denne måde er dybt beklageligt.
Håndteringen, som fremgår af klippet, er ikke i henhold til vores retningslinjer og instruktioner. Det er i strid med vores interne regler og vores værdier.
Når vi bliver opmærksomme på denne type hændelser, så indgår det som en del af vores løbende kvalitetsforbedringer og uddannelse af vores chauffører og medarbejdere.