2 x æg, O X m sk, AJ sofa.
Den slags forkortelser blev omhyggeligt noteret ned, da et medlem af Hells Angels og hans kammerat beskrev de villaer, som skulle tømmes for værdier.
Det påstår politiet i hvert fald.
Ægget-stole, Oxchair med skammel, Arne Jacobsen-sofaer, PH-lamper og andre værdifulde ting var i kikkerten.
Indbruddene er sket både i private hjem, sommerhuse og virksomheder i Varde, Vejle, Aalborg, Esbjerg og andre steder, fremgår det af anklageskriftet.
I alt blev det planlagt at stjæle ting for cirka 4,6 millioner kroner.
På internettet blev der fundet salgsopstillinger for villaer, og derefter blev der lavet notater om værdifulde møbler, B&O-anlæg og andre ting.
"Dyrt" står der således om en bestemt villa i Holsted.
Retssagen begynder torsdag.