Håndværkerlærlinge hyldet af minister efter VM

Landsholdsdeltagere i VM i Skills blev i dag hyldet af børne- og uddannelsesminister Pernille Rosenkrantz-Theil (Soc.dem.) for deres indsats.

For godt to uger siden vendte det danske landshold i skills hjem fra VM, som er en konkurrence i håndværkerfag. Danskerne endte på en samlet 18. plads ud af 62. 

I dag blev de så hædret for deres indsats af børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (Soc.dem.) ved en reception på Færøsk Pakhus i København.

I alt var 14 unge håndværkere fra Danmark afsted til konkurrencen. Fra TV SYDs område deltog bagerlærling Linda Kathrine Holst fra Tistrup ved Varde. Og så møbelsnedkerlærling Snorre Steenstrup Dyhr og bygningsmalerlærling Kamilla Højrup, som begge går på skole i Vejle.

- Jeg har fået supermeget ud af konkurrencen. Jeg har lært en masse mennesker at kende, som jeg kan bruge til at komme videre med min karriere, siger Kamilla Højrup, som endte i top ti indenfor sin disciplin i bygningsmalerfaget. 

 
 
Foto: TV2 Regionerne

Minister: - I bliver kendte for indhold

Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil roste de unge mennesker for deres indsats.

- Vi lever i en reality-show-verden, hvor rigtig mange unge drømmer om at blive kendisser. […] Det står i modsætning til jer, for I bliver kendte for indhold. I bliver kendte for noget, og det giver kæmpestor værdi for os andre, sagde ministeren i sin tale til håndværkerne.

VM blev afholdt i Kazan i Rusland, hvor 1300 unge fra 62 lande deltog. Udover den fælles 18. plads høstede danskerne otte udmærkelser, heriblandt Kamilla Højrups. Udmærkelserne gives til dem, der opnår mindst 700 af 800 mulige point i konkurrencen.