Her skal den jyske el-motorvej gå

Se, om du får højspændingsmaster i nærheden af dit hus.

I dag er første gang, at berørte borgere får mulighed for at se, hvor den jyske el-motorvej skal gå.

quote

Nogle er indstillet på at få det bedste ud af det. Men der er mange, der bliver både kede af det og vrede.

Christian Jensen, Projektleder hos Energinet

170 kilometer kabel skal strække sig gennem landskabet fra Nibøl i det nordlige Tyskland, op gennem Syd- og Sønderjylland og hele vejen til Idomlund ved Holstebro. 145 kilometer af dem kommer til at strække sig i form af højspændingsmaster, mens kun 25 kilometer af dem bliver lagt i jorden, da det er det eneste, der teknisk set kan lade sig at gøre.

I dag offentliggjorde Energinet så deres første udkast til en plan for, hvor de omstridte master skal stå og inviterer i den forbindelse borgere til at komme med inputs til planen, for at de kan tage mest muligt hensyn til alle.

- Kan vi tage hensyn til eventuelle behov, så gør vi gerne det. Så hvis man har ønsker om at sælge sit hus, vil vi gerne vide det, for så kan vi måske opfylde et ønske ved at købe ejendommen og til gengæld holde andre fri. Eller vi kan tage hensyn til udvidelsesplaner eller specifik placering af master, så de er mindst til gene, siger Christian Jensen, projektleder hos Energinet.

Se her, hvor el-motorvejen skal gå fra grænsen til Endrup og Endrup til Idomlund.

Modstand fra borgere

De nye højspændingsmaster bliver 37 meter i bredden og får en del flere ledninger. Dermed kommer de til at fremstå kraftigere i landskabet end de nuværende master, som til sammenligning måler 10 meter i bredden.

Den omstridte el-motorvej har derfor allerede mødt meget modstand. Borgere har nervøst ventet på at se, hvor masterne skulle placeres. Hos Energinet er man også klar til at modtage en del henvendelser.

- Nogle er indstillet på at få det bedste ud af det. Men der er mange, der bliver både kede af det og vrede. Vi har hele paletten. Det ved vi godt, siger Christian Jensen, projektleder hos Energinet.

Den foreløbige plan for, hvor el-motorvejen skal gå, er fortsat kun et udkast og hverken behandlet eller godkendt af myndighederne. Derfor tager Energinet også forbehold for ændringer.

25 kilometer i jorden bliver svære at diskutere

Gennem tiden har der været meget diskussion om, hvorvidt mere af motorvejen kunne lægges i jorden. Men af tekniske årsager er det ikke muligt. Derfor forudsiger Christian Jensen også, at folk vil være interesseret i de 25 kilometers el-kabel, som skal ligge i jorden. Men det bliver svært, siger han.

- Det handler om et helhedsindtryk. Og vi har gjort, hvad vi kunne for at imødekomme alles ønsker. Så det bliver svært for os at flytte dem yderligere. Men gode argumenter siger vi aldrig nej til, siger Christian Jensen, projektleder hos Energinet.

Borgere har mulighed for at sende deres inputs til Energinet frem til 21. oktober.