Hjælp til voksne mobbeofre

Mobning er ikke kun noget, der sker i skolegården. Mange voksne har problemer på jobbet, som de ikke selv kan overskue. Derfor har HK Sydjylland lavet en hotline.

Mobber dine kollegaer dig, eller kan du ikke overskue, hvad du skal lave i morgen, så er der hjælp at hente. Det skriver DR Trekanten.

For nu har HK Sydjylland nemlig lavet en telefon-hotline for dem, der har problemer på jobbet. 15 procent af alle, der er i arbejde, døjer med stress, og 12 procent har oplevet mobning, viser tal fra Videncenter for Arbejdsmiljø.

Der er hårdt brug for telefonlinjen, fortæller Kim Røhling Petersen, der er rådgiver hos HK Sydjylland.

- Vi får flere henvendelser fra medlemmer, som mistrives på deres arbejdsplads. Tit står de på kanten af en sygemelding, så vi håber at få medlemmerne til at kontakte os, inden problemerne går i hårdknude, siger han.

Selvom telefonen kun er åben to timer i ugen, så skal telefonen nok skal hjælpe nogen.

- Vi håber, at vi kan hjælpe nogle medlemmer, så linjen kommer til at virke forebyggende, og medlemmerne kan undgå sygemeldinger på grund af stress, siger Kim Røhling Petersen.