Hvem skal være formand for partiet? Det siger de lokale Venstre-folk

De lokale Venstre-folk er bestemt ikke enige om, hvordan de ønsker formandsskabet skal se ud i partiet.

Det ulmer flere steder i Venstre, der holdt gruppemøde onsdag. 

Tirsdag trak folketingsmedlemmerne Preben Bang Henriksen og Carsten Kissmeyer offentligt deres støtte til Venstre-formanden, mens Claus Hjort Frederiksen mente, at Lars Løkke var udsat for mobning.

Også i Syd- og Sønderjylland er Venstre-folkene splittede. I Venstres lokalafdelinger i Horsens og Hedensted så man gerne en udskiftning på formandsposten, mens flere andre lokalafdelinger slet ikke vil udtale sig.  

Hos Venstre i Billund har man fuld opbakning til Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre.

- Vi har diskuteret det. Vi har den formand, vi har, og ham støtter vi, siger Ivar Nørlund, formand for Venstre i Billund til TV SYD.

- Det er nødvendigt med nyt blod 

Ifølge Ivar Nørlund vil man i Billund i Venstre også støtte en nyvalgt formand, hvis der skulle blive valgt en anden formand på Venstres landsmøde.

- Jeg er træt af alle de utætheder, der er alle steder. Træt af, at alting siver til pressen, siger Ivar Nørlund.

Det samme er folketingsmedlemmet Anni Matthiesen. Onsdag aften fortalte hun til TV SYD, at hun mener, det er nødvendigt med nyt blod i toppen af partiet. 

- En gang i mellem kan det være nødvendigt med drastiske skrid. Det er vigtigt, at vi tager vores bagland alvorligt – for uden baglandet er vi ingenting, siger Anni Matthiesen. 

Hun har taget stilling til, hvem hun ønsker, der skal erstatte Lars Løkke Rasmussen. Det vil hun dog først afsløre ved Venstres landsmøde, der bliver holdt i løbet af efteråret. 

Støtter det nuværende formandsskab

Den nyvalgte Christoffer Aagaard Melson fra Vejle ser anderledes på den nuværende situation i Venstre. Han ønsker, at formandsskabet fortsætter, som det er, og det samme gør Ulla Tørnæs. 

Til TV 2 fortalte hun i går, at hun støtter formandsskabet, som det ser ud i dag, og hun er ked af, at baglandet ikke mener det samme. 

Eva Kjer Hansen har ikke ønsket at knytte en kommentar til debatten. Herudover har TV SYD kontaktet Venstre-folkene Ellen Trane Nørby, Hans Christian Schmidt og Troels Lund Poulsen, men de er ikke vendt tilbage.