Hver femte nyrekræftpatient i Syddanmark opereret for sent

Op mod hver femte nyrekræftpatient i Region Syddanmark og Region Midtjylland bliver opereret for sent.

Danske nyrekræftpatienter modtager den dårligste behandling i Norden og har dermed mindre chance for at overleve. De seneste ventetidstal fra Statens Serum Institut fra 2. kvartal 2014 viser, at op mod hver femte nyrekræftpatient i Region Syddanmark og Region Midtjylland bliver opereret for sent. Det skriver Metroxpress.

Endnu værre ser det ud for nyrekræftpatienter i Region Hovedstaden, der skal opereres på enten Rigshospitalet eller Herlev Hospital. Her er det nemlig kun hver anden patient, der bliver opereret for nyrekræft i tide.

Nordjylland og Sjælland har for få operationer til at optræde i statistikken.

Kræftens Bekæmpelse betegner ventetiden på den livreddende operation som uacceptabel, og Danske Regioner vil nu forsøge at øge kvaliteten.

- Sundhedsstyrelsen må sætte turbo på den faglige vejledning, og i regionerne må vi nu og her sætte os sammen for at finde ud af, hvordan vi derudover kan sikre samme kvalitet og behandlingsforløb for nyrekræftpatienter landet over. Det har efter min mening allerhøjeste prioritet, siger Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg til Metroxpress.