Hygge med stearinlys = flere brande

Statistikken taler sit tydelige sprog. De kommunale brandvæsener rykker ud til 40 procent flere brande i beboelser i december end på en normal måned.

I december 2009 kørte brandvæsenet således ud til 649 brande i private beboelser. Det er 38 procent over det tilsvarende tal for en gennemsnitsmåned i 2009, der lå på 470 udrykninger. En del af beboelsesbrandene opstår, fordi der går ild i adventskranse og juledekorationer.

Mange småbrande

- Antallet af udrykninger til brande i juledekorationer i julemåneden har i de sidste tre år ligget på 60-70 stykker. Og det er vel at mærke udrykninger, vi snakker om. Vi ved, at der opstår en del flere brande, som folk selv slukker, uden at brandvæsenet bliver tilkaldt, siger overingeniør i Beredskabsstyrelsen Peter Hofman-Bang.

Gode råd

Du kan mindske risikoen for at få brandvæsenet som julegæst ved at følge Beredskabsstyrelsens tre råd til en brandsikker jul:

1. Brug elektriske lys i stedet for levende lys i juledekorationerne og på juletræet.

2. Hav en kande med vand eller en blomsterforstøver parat, hvis du bruger levende lys.

3. Sæt røgalarmer op ? og kontrollér, at de virker
Kontakt: