Influenza-epidemi nærmer sig

Flere og flere bliver syge

Stadig flere danskere må i disse uger en tur under dynen med influenza.
Endnu har antallet af syge danskere ikke nået højder, der kendetegner en egentlig epidemi, men Statens Seruminstitut har de seneste uger registreret en stigende forekomst af influenza i Danmark.
 
Det er typisk influenza H1N1 - også kaldet svineinfluenza - der gør danskerne syge. Også sæsoninfluenzaen - influenza B - er udbredt.
 
Og det er helt som forventet, siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Else Smith.
- Sidste sæson så vi den nye virus A (H1N1) etablere sig. Det nye virus vil typisk være dominerende i de efterfølgende influenzasæsoner, siger Else Smith.