Jægere hjælper trængte til jul

Jægerne i Danmark har startet deres egen julehjælp. De skyder vildt i den danske natur og sender det direkte på bordet juleaften.

Var det noget med et stykke vildtkød direkte fra den danske natur?

Det spørgsmål stiller Jægernes Julehjælp til trængende borgere. Jægernes julehjælp blev oprettet sidste år, så folk med begrænsede midler har mulighed for at få sig noget vildtkød direkte fra den danske natur til julebordet juleaften.

- Det er fantastisk, at der er så mange, der bakker op om at hjælpe folk til jul. Jeg synes det er en rigtig god idé, og det er fantastisk, at så mange jægere gerne vil hjælpe, siger Ella Hedegaard Andersen, der er næstformand i Røde Kors i Esbjerg, til TV SYD.

Jægerne er allerede i fuld gang med at skyde vildt til julen, da jagtsæsonen på det meste vildt er gået ind enten den 1. september eller den 1. oktober.

Jægernes julehjælp er at finde i hele landet, og du kan finde dem på Facebook.