Jane Kraglund er ny regionsdirektør

Region Syddanmark har fundet sin nye regionsdirektør. Valget er faldet på den nuværende universitetsdirektør Jane Kraglund.

Det bliver en gammel kending, der fra oktober sætter sig i regionsdirektørstolen i Region Syddanmark. Den 55-årige Jane Kraglund, der tidligere har været sygehusdirektør for OUH, er nemlig ny kvinde i stillingen. Det besluttede et enigt regionsråd på regionsrådsmødet mandag aften.

- Det glæder mig, at vi henter en erfaren leder som Jane Kraglund tilbage til Region Syddanmark. Jane har et solidt kendskab til sundhedsområdet - hun har været med til at udvikle det indefra - senest i sin tid som administrerende sygehusdirektør for OUH, siger Stephanie Lose (V), der er regionsrådsformand, i en pressemeddelelse.

Jane Kraglund stoppede i stillingen på OUH for at blive direktør for Aarhus Universitet. Hun nåede dog kun at sidde i den stilling i lidt over et halvt år, inden hun altså vender tilbage til Region Syddanmark.

- Regionen løfter vigtige opgaver over for patienter, borgere og virksomheder. Det kan vi ikke gøre alene, og derfor ser jeg frem til at samarbejde på tværs med de ansatte på sygehuse, institutioner og i regionshuset, siger den kommende regionsdirektør, Jane Kraglund, i pressemeddelelsen.

Jane Kraglund er uddannet cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet.