Julen koster mange penge - også i el

Juleaften bruges der gigantiske mængder el.

For en almindelig husstand topper årets el-forbrug juleaften.

- Det kan mærkes, når vi alle har apparaterne i gang. Der er gang i køkkenet, ovnen og komfuret arbejder på højtryk, mens ungerne ser Disneys juleshow. Derfor bliver der brugt noget mere el end til dagligt. De fleste elsker jo god gedigen dansk julemad, og giver den en ekstra tørn i køkkenet på denne dag, siger Richard Schalburg, chefkonsulent i Dansk Energi.

Jule- og nytårsaften koster knap 20 kroner ekstra for en dansk husstand.

Til gengæld falder el-forbruget på virksomhederne.

-Det er klart, at når alle holder fri, så står Danmark bogstavelig talt stille. Elforbruget afspejler derfor tydeligt, hvor vi er i juleferien, og hvad vi laver. For nogen er det måske overraskende, at elforbruget ikke stiger markant i disse dage. Det skyldes, at de fleste fejrer jul og nytår i fællesskab i familiens skød eller sammen med venner. Rigtig mange er derfor ikke hjemme, hvilket selvfølgelig også kan aflæses i elforbruget, siger Richard Schalburg.