Jyder mest tilbageholdende med at blive selvstændige

Danmark er en nation af lønmodtagere, og hvis man skal tro en analyse fra Erhvervsstyrelsen, så står det især skidt til med trangen til at skabe egen virksomhed i Jylland.

Analysen omfatter to millioner børn, der har færdiggjort 9. klasse i perioden fra 1980 til 2011. Af dem har man set på, hvor mange der har etableret en virksomhed fra 2006 til 2011.

Eleverne fra folkeskoler i Københavns omegn har de mest udviklede iværksættergen. Køge Bugt Privatskole ligger højest. Her har 5,73 procent af eleverne fået foden under eget bord.

I Syd- og Sønderjylland skal man helt ned på en 35. plads på landslisten for at finde den folkeskole i landsdelen, der har udklækket flest iværksættere. Det er Engårdskolen i Billund. Her bliver 4,32 af eleverne selvstændige erhvervsdrivende.

Mulige sammenhænge

Iværksætteri er på skoleskemaet i mange folkeskoler, men der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem undervisningen i grundskolen og elevernes senere karrierevalg.

Imidlertid tror vicedirektør Anders Hoffmann, Erhvervsstyrelsen, på, at påvirkningerne i folkeskolen spiller en rolle.

- Alt tyder på, at det ikke kun er forældres baggrund og værdier, som påvirker et ungt menneske i retning af at blive iværksætter. Skolen, venner og det lokale samfund, man bor i, har også en stor betydning, siger han.

Horsens Byskole og Sønderrisskolen i Esbjerg er blandt skolerne i bunden af listen med procentdele på henholdsvis 1,1 og 1,38.

Erhvervsstyrelsen er med til at kaste søgelyset på at etablere egen virksomhed med 200 arrangementer landet over i næste uge.