Kabel-tyve atter på spil i Sønderjylland

I aftes var kabel-tyve atter på spil ved en jerbanestrækning i Sønderjylland.

Senest blev der stjålet kobberkabler i Sønderjylland onsdag aften. Værdien af kablerne var for tyvene blot nogle få hundrede kroner, men for passagererne, operatørerne på strækningen og for Banedanmark betød det aflyste og forsinkede tog. Samtidig forårsagede kortslutningsstrøm som følge af tyveriet bekostelige skader på Banedanmarks fordelingsstation i Vojens.

I tæt dialog med politiet har Banedanmark derfor taget initiativer til at forøge overvågningen af de hårdest plagede områder på den elektrificerede del af jernbanenettet.

- Vi har igangsat flere tiltag med øget overvågning forskellige steder langs banen, og samtidig håber vi på borgernes hjælp. Vi kontakter nu naboerne langs strækningen, og opretter en hotline, som de kan ringe til, hvis de oplever noget mistænkeligt langs banen. Det kan eksempelvis være mænd, der går i sporet, klipper kabler over og fjerner dem i biler uden firmalogo, siger sektionschef i Banedanmark Steen P. Kristensen.

Ny type kabler uden kobber

En anden måde at bekæmpe tyverierne på er at udskifte kablerne med alternativer, der er i stand til at lede strømmen, men som ikke har en salgsværdi, der gør, at kablerne er interessante for kabeltyvene.

- Nu har kabeltyverierne nået et omfang, der gør, at vi har undersøgt mulighederne for at udskifte kobberkablerne med kabler, der ikke har nogen særlig salgsværdi og derfor er værdiløse for tyvene. Vi har blandt andet trukket på erfaringer fra udlandet og er nu tæt på at have en løsning klar, siger Steen P. Kristensen.