Kan man bade i tordenvej?

Der er mange myter om tordenvejr og lyn, men det er farligere at opholde sig i vand end på land, når et lyn slår ned.

Lynet slår ikke oftere ned i vand end på land, men når vandet indeholder salte eller mineraler, bliver det strømledende. Dermed forøger man risikoen for at blive ramt af lynet, hvis man er ude at bade.

- Selv et lynnedslag et godt stykke væk kan slå en person bevidstløs, og dermed er risikoen for at drukne overvejende. I værste fald dør man på stedet. Derfor skal man sørge for at komme op af vandet og søge inden døre, når man hører torden i det fjerne, fortæller René Højer, som er ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.

Er man så uheldig at befinde sig på stranden, når tordenvejret er lige op over, skal man søge væk fra det fugtige sand og skynde sig indendørs og lukke døre og vinduer eller sætte sig ind i en bil, der har fast tag. Er ingen af delene muligt, er reglen, at man skal gøre sig så lille som man overhovedet kan.

- Man skal ikke lægge sig fladt ned, for så øger man sin overflade, og dermed øger man også risikoen for, at lynet rammer en. Når det tordner og lyner, så handler det om at gøre sig så lille som muligt. Både i højden og i bredden. Så man skal sætte sig på hug med hovedet mellem benene og vente til det går over, fortæller René Højer.

2.000 lyn slog ned i Syd- og Sønderjylland tidligt i morges.