KL og minister: Byråd kan selv

Der skal ikke indføres nye regler for, hvordan kommunalbestyrelserne etablerer sig efter kommunalvalg. Sådan lyder meldingen fra minister og KL efter en ny undersøgelse.

Der er ikke behov for at indføre nye regler for, hvordan kommunalbestyrelsesmedlemmerne fordeler de forskellige poster efter et kommunalvalg.

Sådan lyder konklusionen i en ny publikation fra Økonomi- og Indenrigsministeriet og KL, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og formand for KL Jan Trøjborg netop har sendt til kommunerne. Publikationen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse om konstitueringsprocesserne i kommunerne efter kommunalvalget i 2009 besvaret af 95 ud af landets 98 kommuner.

Rod ved kommunalvalget i 2009

Baggrunden for undersøgelsen er kommunalvalget i 2009, hvor der i 12 kommuner var uro omkring konstitueringsprocessen, hvor vælgerne blev præsenteret for først én konstitueringsaftale, som så efterfølgende blev erstattet af en ny aftale ? og en anden borgmester end først udmeldt.

Minister er tilfreds

- Det glæder mig, at undersøgelsen viser, at konstitueringen i langt de fleste kommuner er forløbet helt efter bogen. Det er en tillidserklæring, når en vælger sætter sit kryds ud for en bestemt kandidat ved et valg, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

Formand for Kommunernes landsforening Jan Trøjborg er glad for, at ministeren ikke vil indføre regler på området.

- Det er helt berettiget, at vælgerne forventer en sammenhæng mellem valgresultat og konstituering. Men det er også vigtigt, at vi ikke presser regler ned over hovedet på kommunalbestyrelserne, siger Jan Trøjborg.

Byråd skal selv finde løsning

I stedet for nye regler opfordrer Margrethe Vestager og Jan Trøjborg kommunalbestyrelsesmedlemmerne til at vedtage fælles retningslinjer ? et kodeks ? for konstitueringsprocessen i god tid inden næste kommunalvalg og offentliggøre kodekset på kommunens hjemmeside, så det er tydeligt for vælgerne, hvad de kan forvente af deres kommunalbestyrelsesmedlemmer.