Kommunen rydder op efter borgerne

Mængden af affald vokser i naturen, og kommunernes folk bruger mere og mere tid på at rydde op efter borgerne.

I en ny undersøgelse vurderer 44 procent af kommunerne, at de siden 2007 har fået større mængder af henkastet affald. Kun seks procent vurderer, at affaldsmængderne er blevet mindre, oplyser JyskeVestkysten.

Mangler overblik

- De øgede omkostninger til oprydning er et problem for kommunerne. Men lige nu mangler kommunerne et præcist overblik over, hvor meget det stiger, siger direktøren for Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen.

Skovfoged Hans-Jørgen Ellemand fortæller, at borgerne i stigende grad stiller stort og småt affald i skovkanten eller på parkeringspladserne.

- Det er et spørgsmål om adfærd. Man dropper det, fordi det er nemt. Hvis det bare er et spørgsmål om at skjule affaldet, ville man køre ind i skoven, men det gør man ikke, siger han til avisen.