Kommuner mistænkt for kartel-dannelse

Flere sydjyske kommuner skal have samarbejdet om at sætte priserne på udlejning af jord til mobil-master. Det minder om kartel-virksomhed, og det er alvorligt. Esbjerg, Vejen og Tønder kommuner blandt dem, der er i søgelyset.

Dagbladet Børsen oplyser i dag, at priserne på udlejning til mobilmaster er steget eksplosivt, og konkurrencestyrelsen gransker sagen. Noget tyder på, at kommunerne har indsamlet og udvekslet oplysninger om priserne, og det er et samarbejde, som er en alvorlig konkurrence-overskridelse.

Dyr kvadratcentimeter

Børsen skriver, at Esbjerg tog initiativet til at indsamle og udveksle oplysninger. En række kommuner sendte oplysninger til Esbjerg, og Børsen er  i besiddelse af breve, som viser, at Esbjerg Kommune har sat næsen op efter de højest mulige udlejningspriser.

Mobilselskabet Telenor sendte i 2010 en henvendelse til Esbjerg på flere selskabers vegne og krævede en saglig begrundelse for prisforhøjelser på over 100 procent.

Blandt andet krævede Esbjerg en leje på 20.600 kroner for et stykke jord til et teknikskab. Jord-stykke var 60 centimeter på den ene led og 60 på den anden led. Det vil sige over 200 kroner i leje for en kvadratcentimeter jord.

Ole Sohn er betænkelig

Direktør for Teknik og Miljø i Esbjerg Kommune, Hans Kjær, siger til Børsen, at priserne ikke er koordineret, men kommunen finder det rimeligt at lægge priserne på et niveau, som svarer til det, der gælder i andre byer af Esbjergs størrelse.

I mobilselskabet 3 siger kommunikationschef Stine Green Paulsen, at lejen i visse kommuner er steget flere hundrede procent.

Erhvervs og vækstminister Ole Sohn findet helt forkasteligt, hvis kommunerne har koordineret deres prispolitik. Han siger til Børsen, at det kan vise sig at være ulovligt, og derfor er han villig til at skærpe straffesanktionerne.