Konservative kommer ind fra kulden mod at vise respekt

De tre konservative medlemmer i det nye regionsråd i Region Syddanmark har nu tilsluttet sig den konstitueringsaftale, som blev indgået på valgnatten.

Den konservative Lasse Krull har lovet regionsformand Carl Holst (V) og de øvrige partier, at parterne vil behandle hinanden respektfuldt i valgperioden og i valgkampen i 2017.

- Personangreb må ikke forekomme, hedder det.

Konstitueringsaftalen er indgået af Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Den enlige radikale har tilsluttet sig den.

Tilslutningen fra de konservative betyder, at partiet tildeles to pladser i forretningsudvalget og fem pladser i de ni stående udvalg.

De konservative har også lovet, at de vil indgå i et valgforbund med Venstre ved næste kommunalvalg.

- Nu starter vi på en frisk 1. januar og vil gå konstruktivt ind i samarbejdet med de øvrige partier i regionsrådet, siger Lasse Krull.

Med de tre konservative mandater er 37 ud af 41 medlemmer i det nye regionsråd nu med i konstitueringsaftalen.

Hent aftalen her