Kritik: Carl Holst får for meget opmærksomhed

Regionsrådsformand Carl Holst (V) får alt for meget plads i de pressemeddelelser, som bliver skrevet af Region Syddanmarks kommunikationsafdeling, mener politikere i andre partier.

En opgørelse, som DR Syd har lavet, viser, at Carl Holst (V) er citeret i 48,2 procent af de 278 pressemeddelelser og hjemmesideartikler, som regionens kommunikationsafdeling har udgivet fra januar til oktober i år.

Socialdemokraternes spidskandidat, Poul Erik Svendsen, der er formand for Sundhedsudvalget, er citeret i 6,8 procent. Og Dansk Folkepartis spidskandidat, Freddie Madsen, er citeret i 2,5 procent.

- Det er jo Carl Holst, der styrer hele regionen. Der er faktisk ikke andre regionsrådsmedlemmer, der kommer til orde. Han har hele sin pressehær bag sig. Det er i orden, at han bliver citeret mest, men det her er for meget, siger Freddie Madsen (O), der også er formand for Psykiatriudvalget, til DR Syd.

De fleste af de øvrige medlemmer i regionsrådet er citeret i under 5 procent af pressemeddelelser og hjemmesideartikler. 22 af de 41 regionspolitikere har slet ikke været citeret i år.

Og utilfredsheden spænder bredt i regionsrådet. Hos Socialdemokraterne, SF og Konservative mener de også, at Carl Holst fylder for meget.

- En ting er pressemeddelelser. En anden ting er det generelle mediebillede og også det mediearbejde, der bliver lavet af regionen. Der vil jeg tro, at skævvridningen er endnu større. Problemet er, at det er ganske få regionspolitikere, der har mulighed for at ytre sig, siger De Konservatives spidskandidat, Lasse Krull (C).

Han er selv citeret i 9 procent af pressematerialet i opgørelsen.

Selv mener Carl Holst (V), at kritikken er forfejlet.

- Det er et udtryk for, hvordan arbejdsfordelingen er. Jeg er regionsrådsformand, og det er jeg glad for. Havde der været en anden regionsrådsformand, så havde vedkommende også stået for langt hovedparten af pressemeddelelserne, siger han til DR Syd.