Kulden koster kassen

Vinteren er dyr: Udgiften til at opvarme et oliefyret standard parcelhus er steget med 58 procent på bare ét år.

Danskernes energiforbrug for at holde varmen i første halvdel af fyringssæsonen er 24 procent højere end i samme periode i 2009.
Når man indregner de stigende energipriser, betyder det en ekstra udgift på 5464 kroner for en gennemsnitsfamilie i et oliefyret parcelhus på 130 kvadratmeter.
Det er en stigning på 58 procent i forhold til sidste år, skriver Ekstra Bladet.

Udregning måned for måned

Det sørgelige budskab kommer fra ingeniør Jens Christian Sørensen fra Teknologisk Institut, der måned for måned udregner det såkaldte gradtal.

Højere gradtal enmd i 2009

Tallet er et matematisk udtryk for, hvor koldt det har været, og er nøglen til at regne ud, hvor meget mere eller mindre energi, der har skullet bruges for at holde varmen.
- Decembers gradtal er 626 -34 procent højere end i december 2009, siger Jens Christian Sørensen til Ekstra Bladet.

Dyrt med gas og olie

Oven i merforbruget på grund af kulden skal de 40 procent af husstandene, der bruger olie eller gas, lægge en klækkelig prisstigning til.
Den 1. december 2009 kostede 1000 liter 7848 kroner. 1. december 2010 var prisen steget til 9921 kroner, skriver Ekstra Bladet.