To kvinder vil gøre noget ved forureningen

Sydjylland flyder med øldåser. Det skal en kampagne stoppe.

Naturen i Sydjylland flyder med tomme øldåser, der er købt i Tyskland.
Derfor starter Ellen Trane Nørby (V) og Europaparlamentsmedlem Anne E. Jensen (V) på mandag en kampagne, de har kaldt ?Nye skridt mod et grønnere Sydjylland?.

De to politikere vil have indført et grænseoverskridende pantsystem, så Hr. Hansen, der køber en dåse i Tyskland, kan få en krone for den i danske flaskeautomater.

- Vores natur er for vigtig til, at vi kan være ligeglade. Derfor er det vigtigt at få sagt stop for de mange dåser i naturen. Et grænseoverskridende pant¬system vil være et vigtigt skridt på vejen.  For når det er let at komme af med dåserne, så afleverer folk dem også, siger Anne E. Jensen.

Der er også forurenings-problemer langs vestkysten.
20.000 ton affald ryger hvert år ud i Nordsøen, hvor meget af det ender langs vestkysten og andre steder.

Sidste år betød en brand på færgen Lisco Gloria, at Flensborg Fjord blev griset til med fedt.

- Problemet er, at det ikke er miljøsynderne, der hænger på regningen for oprydningen. Den økonomiske opgave er overlagt til kommunerne. Det skal ændres, siger Ellen Trane Nørby og Anne E. Jensen.

- Både Vesterhavet og Østkystens bælte og fjorde er unikke. Derfor skal vi også gøre en aktiv indsats for at få stoppet dumpningen af affald, olie og kemikalier i havene omkring os. Det er helt uacceptabelt, og vi skal gøre det lettere at forfølge og dømme forurenerne, så det ikke er de danske kommuner, der skal betale for oprydningen, siger Ellen Trane Nørby.