LA: Stop tvangsopkrævning af licens

Regeringen bør tage danskernes massive modstand mod licensen alvorligt og gøre licensen til en seriøs del af de kommende medieforhandlinger.

Sådan lyder udspillet fra Liberal Alliances medieordfører, Mette Bock, valgt til Folketinget i Sydjylland med en fortid som programdirektør i Danmarks Radio og chefredaktør for JydskeVestkysten.

Hun henviser til meningsmålinger, som viser, at kun hver tiende dansker ønsker licensen til Danmarks Radio og tv-regionerne bevaret i dens nuværende form.

- Målingen fra Altinget viser klart, at danskerne endnu engang er foran politikerne, når det kommer til at tænke i nye baner. Danskernes medieforbrug udvikler sig nærmest revolutionært i disse år, og i takt med at folk selv kan vælge deres kanaler i den lokale antenneforening eller får dækket deres mediebehov på internettet, bliver det mere og mere indlysende, at tiden er løbet fra den tvangsopkrævede licens. Det kan vi politikere ikke sidde overhørig, siger Mette Bock.

Hun foreslår, at licensen bliver erstattet af et lavt statsligt basistilskud suppleret med et abonnement.

- Vi er nødt til at se i øjnene, at både medieudbydere og medieforbrugere er i opbrud. Jeg tror dog, at rigtig mange danskere frivilligt vil abonnere på DR, der f.eks. kan levere nyhedsstof, oplysning, debat, kultur og dramaproduktioner. En lav basisfinansiering suppleret af en frivillig abonnementsordning frem for den tvungne medielicens vil netop kunne bidrage til udviklingen af et differentieret og mangfoldigt mediebillede. Ændringerne kan ikke ske hen over én nat, men bør allerede igangsættes i det kommende medieforlig, siger Mette Bock.

Liberal Alliance er det eneste parti, som ikke står bag det gældende medieforlig.