Lærerforening: Reform presser skoler til dyre rekrutteringer

Det er reformens skyld, at lærerne flygter fra folkeskolerne. Men skolerne bør bruge penge på at få dem til at blive i stedet for bare at ansætte nye, siger næstformand i Danmarks Lærerforening til TV SYD

Fire folkeskoler i Vejen er kommet i modvind efter at have brugt i alt knap en halv million kroner på at headhunte nye lærere.

Men de penge burde skolerne have brugt på at skabe mere attraktive arbejdspladser, siger Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening til TV SYD.

- For efter den nye folkeskolereform er arbejdsmiljøet på skolerne under pres, fortæller Dorte Lange.

- Både elever og forældre forventer rigtig meget af undervisningen, og det er svært at leve op til for lærerne, med de ressourcer der er til rådighed efter reformen, siger Dorte Lange til TV SYD.

Og netop derfor er det vigtigt at skolerne investerer i arbejdsmiljøet for at fastholde lærerne, hellere end at bruge de begrænsede midler på rekruttering, mener Dorte Lange.