Lokker lejere i Vejle med gratis husleje

Boligselskabet AAB i Vejle har prøvet at få udlejet tomme lejligheder gennem busreklamer og kampagner med gratis husleje.  

Landets almene boligselskaber har lige nu 3500 ledige boliger, og det store huslejetab tvinger flere selskaber til at lave deciderede tilbud på huslejen. Det skriver Politiken.
- Vi har haft busreklamer gennem et år og kampagner med en måneds gratis husleje. Vi er mere synlige end nogensinde, og vores markedsføring er blevet intensiv, siger Tommy Mølgaard, udlejningschef i AAB i Vejle.

Tredoblet markedsføringsbudget

I selskabets boligbyggeri Løget står 120 tomme lejligheder til under 6.000 kroner om måneden. Det har fået AAB til at øge markedsføringsbudgettet til det tredobbelte i håb om at vende udviklingen.

Tomme lejligheder i Sønderjylland

En af forklaringerne på de ledige almene lejeboliger er det faldende befolkningstal i Udkantsdanmark, hvor der også forsvinder arbejdspladser. Det er nemlig i områder som Lolland og Sønderjylland, at flest almene boliger står tomme.
For ti år siden var der under 300 tomme almene boliger i Danmark, men siden er tallet steget støt.