Lørdagens overblik: Sådan bliver den første dag i vinterferien

Lørdag middag er der demonstration i Aabenraa til fordel for et bedre miljø. Aabenraa er blandt de ti steder i Danmark, hvor der er størst risiko for oversvømmelse i forbindelse med stigende vandstande. Demonstrationen begynder klokken 12.00 på gågaden ved H.P. Hanssens Gade.

Ved Bilka i Sønderborg kan man mellem klokken 11.00 og 15.00 møde Syd- og Sønderjyllands Politi, der er ude for at fortælle, hvad borgere selv kan gøre for at forebygge indbrud. De deler ud af både gode råd - og en bunke tænd-sluk ure og faketv, der lyser op som et tv, så tyven tror, at der er nogen hjemme.

Det er vinterferie, og en række museer åbner dørene for nye aktiviteter og udstillinger. Økolariet i Vejle fokuserer på plast i havene, og på Spinderihallerne i Vejle by åbner udstillingen Guld & Kaos med fortællinger om guldfund, fimbulvinter og Ragnarok.

Ud over et væltet træ på Roustvej i Roust, ser det på Syd- og Sønderjyllands Twitter-profil ud til at have været en rolig nat. Dog kunne politikredsen kort før sengetid meddele - også på det sociale medie - at trafikkontrol på Augustenborg Landevej i Sønderborg gav 36 sager. Seks bilister fik klip i kørekortet, og en var til betinget frakendelse. Bilisten der fik betinget frakendelse af kørekortet kørte 109 kilometer i timen, hvor der er en fartgrænse på 60.

DSB melder om sporarbejde mellem Fredericia og Middelfart, og der er derfor indsat togbusser. Derudover melder Vejdirektoratet om kraftig vind over Ny Lillebæltsbro. Kør forsigtigt i begge retninger.

Husk, at du altid kan følge de helt aktuelle meldinger om biltrafikken på trafikinfo.dk, busruter på sydtrafik.dk og for tog hos DSB og Arriva.

Lørdagens vejr byder først på endnu lidt regn over de østlige egne, men ellers skulle der være mulighed for lidt sol, senere igen dog regn eller byger. Dagtemp. mellem 4 og 7 grader, og frisk til hård vind fra syd og sydvest, ved kysterne op til kuling med kraftige vindstød.

 

Tak, fordi du læste med!

Med venlig hilsen

Karoline Lunddal Dam