Mand efterlyst for fem angreb i Sønderborg

Politiet mistænker den samme mand for at stå bag fem helt umotiverede voldelige overfald i Sønderborg.

Sønderborg har natten til lørdag været ramt af en bølge af umotiverede og mærkværdige voldelige overfald. Politiet mistænker den samme mand for at stå bag overfaldene og efterlyser vidner.

Det begyndte lidt før midnat, da den mistænkte mand råbte til en cyklist, at han var anholdt. Cyklisten fornemmede dog hurtigt, at der bestemt ikke var tale om en politibetjent og forsøgte at komme væk. Men han blev indhentet og både frarøvet sin cykel og tildelt knytnæveslag.

Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, fortæller, at der efterfølgende var fire lignende overfald. En taxachauffør fik også knytnæveslag, efter manden havde sparket til hans taxa, og der blev slået og sparket til flere tilfældige i midtbyen.

- Han spurgte også en ung mand, om han hed Kaj. Den unge mand sagde nej, hvorefter han oplyste sit eget navn og gav ham et knytnæveslag, siger Erik Lindholdt.

Politet efterlyser vidner. Manden er ifølge politiet cirka 20 år og af arabisk udseende. Han er cirka 180 centimeter høj og har et lille fuldskæg. Han bar mørke busker, mens vidner både beretter om en mørk og hvid trøje eller jakke.