Mandagens overblik: Dagen begynder med slud og sne

Politiet indleder i dag en målrettet kontrol af trafikanter på to hjul. Politiet vil tjekke, om man har lys på cyklen og holde øje med, om cyklister og knallertkørere kører hensynsløst i trafikken. Sidste år blev 27 cyklister og 9 knallertkørere dræbt i trafikken. 766 cyklister og 292 knallertkørere kom til skade.

Mandag eftermiddag er sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) på besøg på Sygehus Sønderjylland i Tønder. Her skal hun tale med direktionen om nærhed i sundhedsvæsenet, som er blevet et endnu mere aktuelt emne, efter regeringen fremlagde sin plan om at nedlægge regionerne.

Søndag aften stoppede tekniske fejl toggangen mellem Struer og Vejle, og DSB havde besvær med at finde tilstrækkeligt med busser til erstatning. Mandag morgen kører togene igen på strækningen.

Sne og slud sætter sit præg på trafikken mandag morgen, hvor der skal sættes ekstra tid af til køreturen. Trafikken på motorvejene afvikles langsomt, og der er sket flere mindre uheld i det glatte føre.

Arriva melder om aflyste tog i Vestjylland på strækningerne mellem Varde - Esbjerg - Ribe. Husk, at du altid kan følge de helt aktuelle meldinger om biltrafikken på trafikken.dk og for tog på DSB og Arriva.

Ifølge DMI bliver det først skyet med tøsne, slud og regn, men i løbet af formiddagen får vi opklaring fra nordvest med nogen eller en del sol. Temperaturerne stiger til mellem to og fem graders varme, og vi får svag til jævn vind fra vest og nordvest. Senere på ugen bliver det endnu koldere.

Tak, fordi du læste med. 

Med venlig hilsen

Ernst Møller